Dampmaskinen var fundamentet for den industrielle udvikling, og damplokomotivet var basis for jernbanedriften som forudsætning for den industrielle udvikling i langt over 100 år. I Danmark stoppede brugen af dampteknologi ved statsbanerne formelt først ved overgangen til sommerkøreplanen den 30. maj 1970 efter 127 år på danske skinner.
I andre samfundssektorer som fx skibsfart havde den traditionelle dampteknologi længe været stort set udfaset og afløst af motorer, der knyttede sig til benzin, dieselolie eller elektricitet. Selv om det ikke var enestående for de danske jernbaner, var det bemærkelsesværdigt så langt op i tiden den gamle og ikke særligt effektive dampteknologi havde fået lov at leve videre.
Her ses E 987 i Fredericia. Dato ukendt.
Tilløbet havde selvfølgelig været langt. De første motorvogne på skinner havde været på vej i 1920'erne og S-tog med eldrift fra 1930'erne. Men endnu for 70 år siden, i 1950, blev der bygget damplokomotiver i Danmark. Selv om dampteknologien udviklede sig, var det ikke med tigerspring, og forskellen på det første og sidste damplokomotiv var i virkeligheden ikke så stor.
Damplokomotivet E 994 på Danmarks Jernbanemuseum er således en af de sidste fra netop 1950. Men det var grundlæggende bygget med en svensk konstruktion fra tiden omkring udbruddet af 1. verdenskrig som forbillede.
S 736 for fuld damp
1950 var så også sidste år, hvor der blev bygget nye damplokomotiver i Danmark. Fire år efter begyndte leveringen af de første store diesellokomotiver med museets MY 1101 som den første. Nu var det endegyldigt besluttet at skifte teknologi: Damplokomotiverne skulle udfases.
Det blev de også gradvist frem mod omkring 1960, hvor lillebroren til MY, MX-diesellokomotivet, blev introduceret og overtog megen af den dampkørsel, der endnu havde fundet sted på sidebanerne eller i mindre tog og på de nordsjællandske forstadsbaner, Kystbanen til Helsingør og Nordbanen til Hillerød.
Alligevel fortsatte enkelte damptog med at køre her frem til slutningen af 1960'erne med S-maskinen som den mest kendte. Du kan se en film med og om en S-maskine, S 736, som først for nylig har været på afskedstur. Det var dog for Danmarks Jernbanemuseum. Filmen indeholder også optagelser fra de sidste år med damp på Kystbanen.
Mange damplokomotiver foran Fredericia lokomotivremise i dampens sidste dage - formentlig i 1970 – med N 210 i forgrunden.
Også på de længere strækninger på Sjælland og især i Jylland og på Fyn fik damplokomotiverne paradoksalt nok lidt mere at lave i slutningen af 1960'erne.
Velfærdssamfundets stigende behov for varer m.m. øgede godstrafikken, også på jernbanen, og det gav plads til damplokomotiver foran store godstog – indtil der var leveret et tilstrækkelige antal MZ-lokomotiver. Det så ud til at være tilfældet med MZ 1413, der blev leveret i april 1970 og snart efter indsat i det daværende 2. Distrikt, altså banerne i Jylland og på Fyn.
Her var gennem 1969 og begyndelsen af 1970 efterhånden kun nogle enkelte godstog dampfremførte. Det skete enten med de sidste af de tyske N-maskiner, med det ældre godstogslokomotiv litra H eller med en E-maskine, der efterhånden var blevet et universallokomotiv. Det kunne være på strækninger som Nyborg-Fredericia, Fredericia-Padborg og så Fredericia-Herning.
Det sidste dampfremførte ordinære godstog, med E 987 i front, kørte den 15. maj 1970. E 987 ses her på ankomstristen langs Enghavevej (tv. udenfor billedet). I baggrunden th. taget på Centralværkstedets malerværksted, april 1951 (Jernbanekilder.dk/Danmarks Jernbanemuseum)
Det var på sidstnævnte strækning, at det sidste dampfremførte ordinære godstog kørte den 15. maj 1970. Toget, tog 2740, afgik fra Herning kl. 18.30 og ankom til Fredericia kl. 20.38 med E 987 i front – i dag for 50 år siden.
Danmarks Jernbanemuseum vil gerne sammen med jernbaneklubber i Danmark markere dette 50 år for den ordinære dampdrifts ophør hos DSB. Følg med på vores hjemmeside, hvor du også kan se filmen om S-maskinen som nævnt ovenfor. Vi håber at kunne åbne museet senest den 8. juni, men om vi kan gennemføre vores planlagte aktiviteter, også i denne henseende, er lige i øjeblikket uklart.
På Jernbanekilder.dk kan du se filmen Farvel til dampen, som er en kavalkade af damplokomotiver i Danmark fra 1847 til 1960'erne.