Danmarks Jernbanemuseum: 45 år i Odense

Det var langt fra en selvfølge, at Danmarks Jernbanemuseum skulle ligge i Odense. Museet lå oprindeligt på loftet over DSB’s hovedkontor i Sølvgade i København. Der kunne selvsagt ikke udstilles jernbanemateriel, så i en længere årrække afsøgte man mulighederne for at åbne en ny afdeling med større udstillingsfaciliteter.

I 1972 blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge, hvorvidt lokomotivremisen fra 1954 tæt på Odense Banegård kunne anvendes til formålet. Deres konklusion var klar:

”Faciliteterne i lokomotivremisen i Odense og dens beliggenhed i et centralt og typisk dansk jernbanemiljø udgør ideelle forudsætninger for oprettelse af et helt enestående jernbanemuseum. Arbejdsgruppen kan derfor meget anbefale, at der nu tages skridt til museets etablering på dette sted…”

Tre år senere – den 17. april 1975 – åbnede DSB Jernbanemuseum en afdeling i benævnte remise.

En festlig åbning i røg og damp

Jernbanemuseet åbnede ved et ambitiøst og veltilrettelagt program. Fra Aarhus og København var indsat dampsærtog til museet i Odense, der var en fototur fra Odense til Ringe, og for særligt inviterede var arrangeret en kørsel fra Odense Banegård til Fruens Bøge, hvor Odense Kommune var vært ved en frokost på restaurant ”Skoven”. På museet var der prominente talere: DSB-generaldirektør Povl Hjelt, Odense Borgmester Verner Dalskov og Trafikminister Niels Mathisen, der officielt åbnede museet.

Aarhus Stiftstidende beskrev malende festlighederne, som de tog sig ud på Aarhus Banegård.

”Feteret som en popstjerne stødte R 963 i dag kl. 7.40 gennemtrængende i fløjten og luntede sindigt ud af ad sporet mod Fredericia med fire ældre, tæt besatte personvogne efter sig. Det var et vidunderligt vejr, og røg og damp tegnede sig prægtigt mod den blå himmel. Det var et syn, der passede de hundreder af jernbanebegejstrede tilskuere, som trængtes omkring den gamle maskine med film- og fotoapparater”.

Det særdamptog, der kørte fra København, havde både en P- og E-maskine som trækkraft – begge blev erstattet af R 946 i Nyborg.

I Odense blev de særligt indbudte gæster kørt til frokosten i Fruens Bøge i et tog trukket af en F-maskine, mens de flere hundrede entusiaster kørte med R 946 til Ringe og retur.

Det var altså et større antal dampmaskiner, der var med til at indvie museet i Odense. Dengang kunne alle stadig erindre damplokomotiverne som en del af jernbanedriften.

Det var kun få år tidligere – i maj 1970 – at de sidste damplokomotiver, blev taget ud af almindelig drift. Men gensynsglæden, som beskrevet i Aarhus Stiftstidende, var alligevel stor. Det fremgår også af disse fotografier, der er taget af museets nuværende direktør, Steen Ousager.

Den første udstilling

Det, der mødte gæsterne på jernbanemuseet, var udstillinger på de første seks spor i remisen samt rum med udstillinger om Storebæltsoverfarten, signaler og sikkerhed samt et rekonstrueret stationskontor fra ca. år 1900. Der var også en modeljernbane. Men måske vigtigst af alt, var der udstillet rullende materiel. I alt seks damplokomotiver, to kongelige salonvogne, en postvogn samt personvogne var udstillet. I modsætning til i dag, var der dog ikke adgang til lokomotiver og vogne, men i stedet var der bygget træperroner, så gæsterne kunne se ind.

Det var på ingen måde tilfældigt, hvad der blev udstillet og hvordan det blev udstillet. I april 1974 – altså et år før åbningen – formulerede arbejdsgruppen for museet en række målsætninger for formidlingen.

”Målsætninger

• i lokomotivremisen i Odense at skabe et miljø, som bedst præsenterer samlingen af rullende materiel.
• at gøre adgangen til et nærmere studium af de gamle lokomotiver og vogne attraktiv og oplysende for publikum.
• at supplere udstillingen af rullende materiel med skiftende udstillinger baseret på relevant jernbanehistorisk materiale.
• at udføre ovennævnte på tidssvarende måde efter moderne museums-principper og i overensstemmelse med retningslinjerne.”

De udstillinger, der fandtes ved åbningen af museet, som beskrevet ovenfor, er i tråd med målsætningerne. Det gælder også ved de retningslinjer for udstillingstekster, der skulle følges:

”Teksterne bør opbygges ensartede – med levende unøjagtighed – med hensyntagen til, at de

1) ikke må være for lange
2) skal ”siges” ikke læses
3) giver mulighed for mundtligt, ud for det enkelte køretøj, at henlede opmærksomheden på detaljer og karakteristika efter princippet ”nu skal De bare høre – så kan de selv se” – eller kort: ”se selv”.”

Forberedelserne til udstillingerne var altså i gang længe før åbningen. Det var også tilfældet ved det nævnte stationskontor. Et halvt år før åbningen – i oktober 1974 – udarbejdede museumsinspektør W. E. Dancker-Jensen en skitse over opstillingen.

I det første katalog til museets udstillinger, er kontoret beskrevet:

”Næste lokale giver indtryk af et gammelt stationskontor. En mindre landstation fra ca. 1900, set fra ventesal og ind i kontoret med det gamle billetsalg hvor stationsforstanderen selv ekspederer. Stationskontoret er udstyret med telegrafapparat, telefon, skrivebord med petroleumslampe, pengeskab og kakkelovn med skærm. På skærmen hænger ”fidibusser” lavet af telegrafstrimler, til at tænde den lange pibe med.

På den første åbningsdag var der mange gæster på museet, og forventningen var, at det ville fortsætte: målet var 40.000 gæster om året. De første to måneder blev museet besøgt af 14.470. I dag har museet ca. 75.000 gæster årligt.