Gå til indhold
Tilbage

Brændstof

Den lange rejse fra sort til grøn transport

Spor nr.

Spor 8-12

Hvordan påvirker klimakrisen dit transportvalg? Det er spørgsmålet, som Danmarks Jernbanemuseums nye udstilling "Brændstof– Den lange rejse fra sort til grøn transport" stiller til sine gæster. Udstillingen tager dig med på en rejse gennem transportens historie og udforsker, hvordan vores transportvalg har en betydelig påvirkning på klimaet.

Transport står i dag for over halvdelen af de danske familiers CO2-udledning fra energiforbrug. Vi har vænnet os til, at transport er en naturlig del af vores hverdag – hvad enten vi tager bilen til arbejde, cykler til bageren eller flyver på ferie. Hver beslutning har konsekvenser for vores komfort, økonomi og ikke mindst klimaaftryk.

Fra kul til el – Jernbanens bidrag til den sorte omstilling

Transportsektoren har altid været tæt forbundet med fossile brændstoffer. Jernbanen, der startede det hele, spillede en afgørende rolle i den industrielle revolution og gjorde danskerne afhængige af mobilitet og billig energi. Lokomotiverne kørte på kul og senere diesel, mens jernbanen bragte energi og transport ud til hele landet. Men jernbanen var også den første transportform, der kørte på elektricitet – allerede fra 1930'erne.

På vej mod grøn transport

I udstillingen "Kul, diesel og el" kommer vi tæt på de forskellige energiformer, og du kan sammenligne deres CO2-udledning. Vi ser tilbage på, hvordan lokomotiverne gik fra kul til diesel, og frem mod en fremtid, hvor togene i Danmark kører på grøn strøm.

Transportens rolle i samfundet – før og nu

Udstillingen viser også, hvordan transport har skabt dynamik i samfundet og givet næsten uanede muligheder for den enkelte. Stigningen i forbrug og velstand gik hånd i hånd med en eksplosion i transportbehovet. Men i dag er det afgørende for den grønne omstilling, at vi kan afkoble vores transportvaner fra CO2-udledning, og her spiller tog på grøn strøm en central rolle.
Gennem fiktive personer fra forskellige tidsperioder får fortiden en stemme. De fortæller om deres oplevelser med jernbanen og de muligheder, den gav dem. Målet er at skabe en forståelse for, hvordan fortidens drømme om fremskridt har ført til nutidens udfordringer med klimakrisen – uden at tage fortiden som gidsel i klimadebatten.