Danmarks Jernbanemuseums udstilling rummer mange lokomotiver og vogne, men det er kun en mindre del af museets historiske jernbanemateriel. Museets samling består i alt af ca. 200 rullende enheder, hvoraf størstedelen er museumsgenstande til udstillingsbrug, mens en række lokomotiver og vogne er øremærket til veterantogskørsel.
Denne rige samling af jernbanekulturarv er ved at blive samlet under ét tag under de bedste sikrings- og klimaforhold. Det vil sikre en betryggende langsigtet bevaring af det historiske jernbanemateriel. Takket være generøse bidrag fra DSB og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt en arv kunne byggeriet gå i gang i efteråret 2023.
Hver af de 200 historiske vogne og lokomotiver er 10-20 meter lange, så der er brug for et stort anlæg. Toghallen er 235 meter lang og 40 meter bred med et samlet areal på ca. 9.100 m2. Facaden har tre brede porte, og i alt ni spor går ned gennem hallen med en samlet længde på 2.100 meter. En bred sporvifte og to kilometer skinner forbinder hallen til Marslev Station og hovedbanenettet.
Entreprenørfirmaet Guldfeldt har opført hallen, og Aarsleff Rail lægger skinner. I foråret 2024 kunne de færdiggøre seks spor i hallen, mens de sidste tre påbegyndes i efteråret. Sporene er i høj grad genbrugsmaterialer, fordi skinner og sporskifter stammer fra Banedanmarks sporfornyelser forskellige steder i landet. Til veterantogsbrug vil de dog kunne holde mange år endnu.
I sommeren 2024 flyttede museet den første del af samlingen ind i hallen. Med fem store materieltræk forlod museet de hidtidige opbevaringshaller i Randers, som nu er helt fraflyttet. Når de tre sidste spor er færdige, rykker museet den sidste del af samlingen til togmagasinet fra opbevaringspladser i Roskilde, Kalundborg og Padborg.
Hallen bliver udelukkende til opbevaring af samlingen, da skrappe brandkrav og hensynet til sikkerheden ikke tillader offentlig adgang til hallen. På siden af hallen er indrettet et panoramavindue, der giver et indblik til hallen, og når hele anlægget er færdigt, vil det blive muligt for interesserede at få adgang til panoramavinduet via en kode. Museet planlægger ved særlige lejligheder at holde åbent hus-arrangementer, hvor det historiske materiel trækkes ud på sporterrænet til ære for publikum.
Tak til alle de frivillige, som har hjulpet os med at flytte materiel til magasinet i Marslev. Jeres store indsats har været uvurderlig.