Transport af syge før og nu

Det særlige fokus på rengøring og afstand er dog ikke noget nyt fænomen for de danske togrejsende og heller ikke for togpersonalet. I 1908 kunne DSB’s ansatte blive klogere på, hvordan de skulle håndtere syge rejsende i ”Haandbog for Togpersonalet”. Såkaldte transportander faldt ligeledes i denne kategori. De var straffede personer eller indlagte fattige, der under politi- eller myndighedsbevogtning skulle føres fra f.eks. arrest til fængsel, straffeanstalt, fattiggård eller anden by. 

 

Om Haandbog for Togpersonalet

Statsbanerne udgav ”Håndbog for Togpersonalet” med flere års mellemrum helt frem til 1970’erne. De fungerede som en samling af viden, som man forventede specielt togpersonalet var bekendt med. Det var viden, som helt tilbage fra jernbanens tidligste år var formidlet gennem ordrer og reglementer udsendt af DSB´s centraladministration, og hvor ændringer blev gjort gældende ved nye ordrer og bestemmelser. Det gjorde det vanskeligt at danne sig et overblik over de gældende regler uden ”Haandbog for Togpersonalet”
På museets Videncenter findes tre ældre udgaver af ”Haandbog for Togpersonalet”. De er udgivet i 1895, 1897 og 1908.

Baggrunden for vejledningen

Det sygdomsbillede, som DSB’s togpersonale stod over for i starten af 1900-tallet, var domineret af tuberkulose, men også koleraepidemien i København i 1853 havde afgørende indflydelse på det danske samfund. Ved koleraudbruddet i 1853 blev beboerne fra de mest udsatte boliggrupper flyttet ud af byen, og de positive konsekvenser af denne foranstaltning medførte nye boligbyggerier i København efter epidemien. Ligeledes gav det anledning til at forbedre vandforsynings- og kloakeringsforhold.

Først i slutningen af 1800-tallet begyndte man på baggrund af bakteriologiens gennembrud at forstå, hvordan sygdomme som tuberkulose bredte sig. Den kunne dog stadig ikke helbredes med medicin. Omkring år 1900 var tuberkulose skyld i hvert syvende dødsfald i Danmark. I 1905 vedtog man Loven om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse, hvor man blandt andet understregede vigtigheden af at desinficere lokaler, hvori personer, der var døde af tuberkulose, havde befundet sig.

I ”Haandbog for togpersonalet” fra 1908 hørte tuberkulose dog ikke til de sygdomme, der udelukkede en smittet fra at rejse med tog. Var man smittet med tuberkulose, skulle man ledsages. Derimod var man udelukket fra transport med både tog, skib og færge, hvis man var syg af asiatisk kolera, gul feber, dysenteri, eksantematisk tyfus (tyfus med udslæt), børnekopper eller pest. Personer, der var smittet eller antoges at være smittet med andre smitsomme sygdomme, måtte ikke rejse med skib og færge og med tog kun under bestemte foranstaltninger.

 

Den syge rejsende måtte ikke rejse alene. De skulle have én eller flere ledsagere med sig. Rejsen foregik helt isoleret i en separat vogn, og hverken den syge eller ledsagerne måtte komme i berøring med stationsbygninger eller perroner ved indstigning og udstigning. Indstigning skulle desuden foregå mindst en halv time inden togets afgang. Alle disse forholdsregler medførte naturligvis en øget billetpris. Den rejsende skulle fremvise otte billetter til tredjeklasse, for hvilket man kunne få to ledsagere med – og billetprisen skulle beløbe sig til minimum fem kroner. Hvis en smittet person ved en fejl kom med en almindelig transport, skulle vedkommende vises af toget på den nærmeste station, og vognen, den syge havde rejst i, skulle straks desinficeres.