Kategorier
Nyheder, Museumsklubben
Oprettet
1. april 2020
Jernbanehistorie 2019 leveres i denne uge på privatadressen hos alle klubmedlemmer, som har ønsket at modtage Jernbanehistorie. I den syvende udgave af Jernbanehistorie bringes en artikel om den særlige flora og fauna, som eksisterer og bevares ved jernbanemiljøer, skrevet af et svensk forskerhold. Der er også en artikel om jernbaneuniformernes historie med særlig vægt på efterkrigstiden. Udviklingen er sat i perspektiv til andre tilsvarende etater og til den generelle samfundsudvikling. Årets sidste artikel beskæftiger sig med en bagside af jernbanedriften - selvmord - som ikke er direkte relateret til driften, men som er dramatisk og har stor betydning for offer, pårørende og ikke mindst de ansatte. Her gives et historisk perspektiv. Til slut bringes som altid en række boganmeldelser.
Jernbanehistorie har en bred tilgang til den samfundsmæssigt vigtige jernbanehistorie, og favner både den politiske, sociale, teknologiske, mentale og økonomiske historie. Det betyder, at vi gerne bringer artikler med vidt forskelligt fagligt udgangspunkt - så længe omdrejningspunktet er jernbanen. Tidsskriftet har som mål at vise bredden i jernbanehistorien og at bringe ny, spændende viden og forskning videre på en tilgængelig og interessant måde til en større gruppe læsere.