Gå til indhold
Tilbage

Leopard 1 kampvogn transporteres til ny udstilling på Danmarks Jernbanemuseum

Den 29. juni åbner Danmarks Jernbanemuseum en ny udstilling om jernbanens rolle under Den kolde Krig.

Kategori

Nyheder

Oprettet

12. juni 2023

I koldkrigsårene var der for samfundet og for stats- og privatbanerne en klar og detaljeret plan for, hvad der skulle gøres under et angreb. Der var et enormt beredskab, der skulle være klar til alle tider. Som en del af det evige beredskab var det fra 1976 en central opgave for DSB at transportere Leopard 1 kampvogne til militære øvelser, og i tilfælde af krig, var opgaven tilsvarende at transportere kampvognene som en del af mobiliseringen af hærenheder.

Leopard 1 kampvognene indgår igen i et beredskab. De blev udfaset i 2005, men langt de fleste af Danmarks i alt 230 vogne var stadig operationelle. Og nu skal hovedparten indgå i det ukrainske forsvar mod den russiske invasion. Et mindre antal er kommet til Tyskland og skal bruges til at uddanne ukrainere. De få, der resterer, bliver i Danmark. Danmarks Jernbanemuseum har igennem mange år lånt en delvist demilitariseret kampvogn af Danske Hærhistoriske Museer under Værnsfælles Forsvarskommando. Den har tidligere været udstillet på museet, men har i nogle år været opbevaret på magasin. Nu skal den indgå i vores nye udstilling.

Danmarks Jernbanemuseum vil gerne belyse nutiden fra et fortidigt perspektiv. I lyset af de katastrofale begivenheder i Ukraine, er den kolde krig igen på alles læber. I den nye udstilling anskueliggør museet, hvilken rolle jernbanerne og DSB havde under den kolde krig. Foruden støtten til Forsvaret skulle DSB indgå i det civile beredskab med et større antal bedriftværn, hvis opgave var at redde liv og begrænse skader efter et angreb. Bedriftværnene skulle også altid være i beredskab.

Leopard 1 kampvognen, der står på en Slmmps-fladvogn, som var særligt indkøbt til at transportere tunge bæltekøretøjer, transporteres via særtog til Odense onsdag den 14. juni, og udstillingen åbner den 29. juni kl. 15. I udstillingen vil også indgå genstande, der aldrig er blevet vist frem før. Genstande, der blev brugt af DSB til at opretholde beredskabet.

Foto: Danske Leopard 1-kampvogne på vej til eller fra øvelse, formentlig september 1982. Rendsborgbroen i Tyskland.

Kontaktperson: Formidlingschef Anna Back Larsen, 3065 4887, abl@jernbanemuseet.dk


Køreplan 

Leopard 1 kampvognen transporteres via særtog til Odense onsdag den 14. juni. Se køreplan

Seneste nyt