Gå til indhold
Tilbage

Jens Toftgaard ny direktør for Jernbanemuseet

Kategori

Nyheder

Oprettet

4. september 2023

Den 1. oktober får Danmarks Jernbanemuseum ny direktør, ph.d. og historiker Jens Toftgaard

Han skal sikre, at Danmarks Jernbanemuseum fortsætter den positive udvikling og udbygger sin rolle som en museal attraktion midt i Danmark.

Jens Toftgaard, 46, kommer fra et job som udviklingschef for H.C. Andersen Hus og Carl Nielsen Museet ved Museum Odense.

”Jernbanen har været med til at binde Danmark sammen og gør det stadig. Både som transportnet og som en fælles erfaring for danskerne, for i toget mødes vidt forskellige mennesker. Klimadagsordenen giver jernbanen og dens historie en helt ny aktualitet. At vælge togrejsen er for mange blevet et kraftigt signal om bæredygtig ansvarlighed. Danmarks Jernbanemuseum skal give et historisk perspektiv på disse og mange flere vigtige fortællinger og udbygge sin position som en stærk museumsattraktion i Odense.”

Formand for bestyrelsen, Mette Rosholm, direktør i DSB udtaler:

”Jeg ser med stor begejstring frem til samarbejdet med Jens Toftgaard som ny direktør. Jens har stor ledelseserfaring, er centralt placeret i kulturarvsverdenen både lokalt og nationalt og har et stort strategisk overblik.”

Jens Toftgaard er uddannet ved Aarhus og Syddansk Universitet, hvorfra han har en ph.d.-grad i byhistorie samt en masteruddannelse i ledelse. Han har forsket i by- og transporthistorie, og har 10 års ledelseserfaring fra Museum Odense med alle sider af museumsdrift. Han afløser Steen Ousager, der samme dato går på pension efter knap syv år som direktør for museet.

Vi glæder os til at byde Jens velkommen.

Jens Toftgaard ny direktør for Jernbanemuseet

Seneste nyt