Gå til indhold
Tilbage

Hejseværk fra Aarhus Hovedbanegård

Ny genstand til museet

Kategorier

Nyheder, Museumsklubben

Oprettet

3. april 2019

Danmarks Jernbanemuseum har indsamlet genstande fra danske jernbaner i over hundrede år, og indsamlingen fortsætter den dag i dag. En af de seneste hjemtagelser er et hejseværk fra Aarhus Hovedbanegård.

Hejseværket er et af to identiske, som har båret de 231 kilo tunge lysekroner, der oplyser banegårdens imponerende forhal. Spillene er installeret ved banegårdens opførelse i 1927 og har indtil for nyligt siddet gemt for publikums øjne – på loftet over forhallen. Spillene er i tidens løb blevet brugt til at hejse lysekronerne op og ned i forbindelse med rengøring og vedligehold. Selv om de har modstået tidens tand pænt, så er de hånddrevne hejseværk ikke længere tidssvarende, og man har derfor erstattet dem med moderne, elektriske spil.

Bevaring for eftertiden

Museet fik tilbudt hejseværkerne i efteråret 2018. I sådanne tilfælde sender museet en medarbejder ud for at se nærmere på sagen. Der er mange ting at tage stilling til. Først og fremmest skal det besluttes, om genstanden overhovedet har en historisk værdi, der retfærdiggør, at den optages i museets samling. Som en del af forberedelserne blev hejseværket affotograferet og opmålt, hvilket er vigtigt at gøre, fordi man i praksis fjerner genstanden fra den sammenhæng, hvor den hører til. Det gælder især i et tilfælde som dette, hvor genstanden består af forskellige dele – spil, trisser, vægtlod – der var skruet fast i gulv og loftsbjælker og nærmest udgorde en del af selve stationsbygningen. Indsamlingen ødelægger så at sige noget, som ikke bare kan genskabes, og derfor er det vigtigt at dokumentere, før man piller det ned!

Hvorfor er det vigtigt, at dette hejseværk bevares for eftertiden? Jernbanemuseets samling rummer mange lokomotiver og vogne, men har til gengæld ikke meget, der dokumenterer jernbanens omfattende infrastruktur. Museet kan ikke hjemtage en hel station, men vi kan indsamle nogle af de funktioner, som gør, at den fungerer. Her er hejseværket interessant, fordi det er en teknisk løsning på et problem, som er skabt af Aarhus Hovedbanegårds arkitektur. Den store, majestætiske forhal – med højt til loftet – er noget af det første, der møder den rejsende, som kommer til byen. Det er en portal mellem by og jernbane – men det stilistiske valg har praktiske konsekvenser. På Københavns Hovedbanegård, som er seksten år ældre, er der ikke et loft, og lysekronerne hang oprindeligt direkte fra tagkonstruktionen. Resultatet var, at portørerne måtte balancere på toppen af en høj stige for at vedligeholde lysekronerne – i Aarhus sænkede man dem blot ned ved hjælp af et håndsving.

På billedet ses hejseværket, som det så ud, da det var installeret på loftet over forhallen på Aarhus Hovedbanegård. En tung kontravægt sikrer, at stålwiren holdes stram.

Seneste nyt