Kategorier
Nyheder, Museumsklubben
Oprettet
9. december 2019
Uniformen, som anslås at koste 40.000 kr., var engang obligatorisk påklædning for danske ministre ved statsråd og andre formelle lejligheder, men gik ud af brug i årene op til 1. verdenskrig.
Uniformen var dog ikke kun forbeholdt ministre. Øvre embedsmænd ved ministerier og statsvirksomheder var også normeret med gallauniform til særlige lejligheder. Det galdt også statsbanerne, hvor generaldirektøren sammen med en række af de ledende embedsmænd havde pligt til at anskaffe den. Dertil havde udvalgte grupper lov til at anskaffe uniformen på frivillig basis, blandt andet skibsførere og visse stationsforstandere.
Gallauniformen bestod af en dobbeltradet frakke af mørkeblåt uldklæde med guldknapper. Dertil bukser og en trekantet hat i samme farve samt en pyntekårde i et såkaldt ”indvendigt gehæng”. Det vil sige, at kården stak op igennem et hul i uniformens frakke. Udsmykningen afhang af bærerens rang. Mest overdådige var direktørernes gallauniformer, som var udsmykket med guldbroderet egeløv på krave og manchetter og guldbånd på buksebenene.
Gallauniformen var ikke gratis. Den skulle betales helt eller delvist ud af ens egen løn. Det var en dyr fornøjelse, også selvom de ansatte, der var normeret med uniformen, hørte til statsbanernes bedst betalte. Det førte til en del ”genbrug”, hvor hele eller dele af uniformen blev solgt, byttet eller gik i arv.
I begyndelsen af 1970’erne indførte DSB et nyt, brunt uniformsprogram, hvori gallauniformering ikke nævnes med et eneste ord. På det tidspunkt havde gallauniformen været på vej ud af brug i nogen tid, blandt andet fordi reglerne var blevet ændret, så det kun var generaldirektøren, der havde pligt til at anskaffe uniformen og derfor også var den eneste, der kunne opnå tilskud til at købe den. Måske har det også spillet ind, at tidsånden gik i en mere uformel og antiautoritær retning, hvor gallauniformen passede dårligt ind.
På billedet ses et udsnit af den gallauniform, som har tilhørt N.C.D. Johnsen. Han var trafikchef ved DSB 1948-1967. Små detaljer som vingehjul på kraven og på knapperne viser, at han var ansat ved Statsbanerne. Ellers var grunduniformen i princippet den samme, hvad enten man var ansat ved statsbanerne, postvæsenet eller en anden offentlig myndighed.
Se hele uniformen inkl. billeder af pyntekærde og "sovsekande" i Nyhedsbrevet fra december 2019.