Denne særlige aften er en del af vores jubilæumsaktiviteter, da både museet og filmen fylder 50 år i år. Du vil blive omgivet af de store lokomotiver i vores museum, mens vi sammen ser den klassiske film.
Filmjournalist Christian Monggaard vil give et spændende indblik i Olsen-Banden og det ikoniske univers omkring filmene, og du får mulighed for at høre mere om baggrunden og betydningen af den elskede filmserie.
I slutningen af september åbner vi en særudstilling, der hylder den orange traktor. I anledning af filmens 50-års jubilæum kan du opleve en håndmalet filmplakat på 2 x 2 meter, der skildrer Olsen-Banden på sporet, som vi for allerførste gang viser frem for publikum.
Billetter købes her på OFFSprings hjemmeside. Der er begrænset antal billetter, så vent ikke for længe med at købe billet.
I år fejrer vi vores 50-års jubilæum med et helt særligt program fyldt med oplevelser for hele familien. Filmvisningen er snigpræmiere, og jubilæumsåret skydes i gang den 11. april, hvor vores jubilæumsudstilling åbner. Her kan I dykke ned i 50 års historie, gense modelbanen fra Københavns Hovedbanegård og prøve MY 1112-simulatoren. Den 17. april markerer vi selve jubilæumsdagen med entrépriser som i 1975, fødselsdagskage, buskørsel og sjove aktiviteter for både børn og voksne.
Sommerens højdepunkt bliver jubilæumsweekenden den 14.-15. juni, hvor vi fremviser sjældne lokomotiver og vogne, herunder det ikoniske tog Sølvpilen og lokomotiverne MZ 1401 og P 931. I september hylder vi den orange traktor fra Olsen Banden på sporet med en ny særudstilling.I september inviterer vi til åbningen af vores nye magasin i Marslev, hvor I får en unik mulighed for at opleve en del af museets store samling bag kulisserne.
Vi glæder os til at fejre året sammen med jer. Se alle jubilæumsaktiviteterne her