Sted
Spor 7
Periode
11. april
Tidspunkt
15:00 - 19:00
Målgruppe
For alle
Fredag den 11. april kl. 15.00-19.00 skyder vi vores jubilæumssæson i gang med borgmester Peter Rahbæk Juel og bestyrelsesformand Mette Rosholm.
Vi åbner dørene og byder velkommen til en fejring af 50 år med store oplevelser i Odense.
I løbet af de festlige timer vil der være taler, talks modereret af journalist Signe Ryge, rundvisninger bag kulissen og stande, hvor vi fortæller om museets mange aktiviteter. Vi åbner jubilæumsudstillingen Store oplevelser - en udstilling med tilbageblik på de sidste 50 år.
Alle er velkomne, og der er gratis adgang til museet. Museet er vært ved en let forplejning. Tilmelding er ikke nødvendig. Vi håber at se jer til fejringen.
Velkomst
Kl. 15.00 - Velkomst og taler ved direktør Jens Toftgaard, borgmester Peter Rahbæk Juhl og bestyrelsesformand Mette Rosholm.
Talks om museets fortid, nutid og fremtid
Moderator: Journalist Signe Ryge
Museets historie (kl. 15.45-16.15)
Bestyrelsesmedlem Kaj Juul-Petersen og venner af museet Steffen Dresler og Lars Bjarke Christensen taler om deres oplevelser med museet fra åbningen i 1975 til i dag.
Museets nutid og fremtid (kl. 17.00-17.30)
Seniorforsker René Schrøder Christensen, formidlingschef Anna Back Larsen og direktør Jens Toftgaard taler om museets bevaringsovervejelser i den nye magasinhal og løfter sløret for kommende udstillingsarbejde og fremtidigt udviklingspotentiale.
Museets veterantogkørsler og restaurering (kl. 18.15-18.45)
Frivillige ved museet Christian Bojsen, Jakob Stilling og Oskar Nissen taler om deres virke ved museet, om kørsler og restaureringsprojekter.
Rundvisninger bag kulissen
Rundvisninger fra kl. 16.30
Rundvisninger fra kl. 17.35
EKSTRAORDINÆRT: Oplev Christian 10.s kongevogn S1 fra 1937 indefra, brugt af Frederik 9. og gennemgribende moderniseret i 1983/84 til Dronning Margrethe, der har brugt vognen frem til år 2000. Rundvisningerne ved formidlingsinspektør Mathias Bjørn Bøgedal foregår i tidsrummet 17.35-18.35. Der er begrænset antal pladser. Tilmelding sker på dagen.
Hvad arbejder vi med?
I løbet af eftermiddagen vil det være muligt at møde flere af museets medarbejdere. De viser deres arbejde frem, og det vil være muligt at se genstande og arkivalier, der normalt er gemt væk. Vores undervisningsforløb med magnetiske tog bliver også præsenteret.
Køb museets egne varer og antikvariske bøger
Vi laver en særlig salgsbod med museets eget merchandise, og der vil være salg af antikvariske bøger.
Snacks og drikkevarer
Museet er vært ved en let forplejning og byder også på et glas.
I år fejrer vi vores 50-års jubilæum med et helt særligt program fyldt med oplevelser for hele familien. Jubilæumsåret skydes i gang den 5. april med filmvisningen i samarbejde med OFFSpring. Den 11. april inviterer vi til åbning af vores jubilæumsudstilling, hvor I kan dykke ned i 50 års historie, gense modelbanen fra Københavns Hovedbanegård og prøve MY 1112-simulatoren. Den 17. april markerer vi selve jubilæumsdagen med entrépriser som i 1975, fødselsdagskage, buskørsel og sjove aktiviteter for både børn og voksne.
Sommerens højdepunkt bliver jubilæumsweekenden den 14.-15. juni, hvor vi fremviser sjældne lokomotiver og vogne, herunder det ikoniske tog Sølvpilen og lokomotiverne MZ 1401 og P 931. I september hylder vi den orange traktor fra Olsen Banden på sporet med en ny særudstilling og inviterer til åbningen af vores nye magasin i Marslev, hvor I får en unik mulighed for at opleve en del af museets store samling bag kulisserne.
I efteråret kan I opleve både en spændende aften, når Clement Kjersgaard sætter scenen for en inspirerende samtale om togrejser i Europa, og et foredrag med Jakob Stegelmann i november.
Vi glæder os til at fejre året sammen med jer og byde på en række mindeværdige oplevelser.
I anledning af Danmarks Jernbanemuseums 50-års jubilæum fejrer vi påsken med et særligt tilbud. Fra den 11. til 21. april får du to fribilletter med, når du køber eller fornyer dit årskort på museet. Så kan du invitere nogen med, du holder af og dele oplevelsen.
Et årskort giver fri adgang i et helt år, rabat i museumsbutikken og fordele ved udvalgte arrangementer. Brug det året rundt – til hverdagshygge, weekendudflugter og ferier fyldt med damp og historie.
Tilbuddet gælder kun ved køb i museets billetsalg i kampagneperioden.