Bøger
299,00 kr
Forfatter | Niels Erik Jensen |
Forlag | Bane Bøger |
Udgivelsesår | 2014 |
Indhold | 224 |
ISBN | 978-87-91434-38-9 |
I bogens første store afsnit følger vi, hvordan den nye medarbejder i 1970 indføres i arbejdet og oplever dagligdagen. Han troede han skulle sælge billetter til omegnen af København, men fik i forbindelse med reservationer af pladsbilletter til tog og færger berøring med hele Danmark – og tilmed det store udland. Omstillingen fra papir til elektronisk reservering blev også fulgt fra første dag.
Den nye uddannelse til Assistent S (Sikkerhed) er beskrevet, efterfulgt af en mellemlanding i kommandoposten i Vanløse. Skildringen af livet på denne station og afløserture rundt om København viser hvad man bød medarbejdere med denne uddannelse.
Tilbage på Københavns Hovedbanegård, i fjernstyringscentralen for S-tog, fortælles om alle de mange opgaver man kunne komme ud for i årene omkring 1980. Hvilke krav stillede man til medarbejderne, hvilke tekniske muligheder var der til at informere kunderne, og hvordan var i det hele taget arbejdsforholdene?
I hele bogen ses oplevelserne med de øjne som medarbejderen nede på gulvet havde, og vi møder de forskellige medarbejdere og deres særheder, som kunne gøre dagligdagen hyggelig – eller det stik modsatte.
Bogen indeholder mere end 200 billeder, hvoraf langt hovedparten ikke tidligere har været offentliggjort. Disse afspejler dels dagligdagen og dels mange af de særlige ting der beskrives, krydret med forfatterens generelle interesse for jernbaner over hele landet. Herigennem viser bogen bl.a. også materiel og miljøer ved DSB i perioden 1970-86.