Gjerrildbanen

En rejse gennem Norddjurs

Gennem 45 år var Gjerrildbanen en livline gennem det nordøstlige Djursland. Toget erstattede de langsomme hestevogne, og indbyggerne fik nye muligheder for at rejse lokalt eller videre ud i landet. Man rejste til familiebesøg, på ferietur, til dyrskuer, til Grenaa for at gå i biografen og meget mere. Tusindvis af Grenaa-borgere kørte på udflugt til Gjerrild, hvor der var kro og afholdshotel samt store skove. Flere generationer af unge rejste dagligt til Ryomgård for at få undervisning på byens private realskole. 
Banens godstrafik gav nye muligheder, og flere byer skylder Gjerrildbanen deres eksistens. Gravning af tørv ved Stenvad skabte industri og en by ved stationen. Tømmer fra de store skove ved Meilgaard Gods og Sostrup blev sendt med banen, og et savværk blev etableret i Tranehuse. Kystfiskerne ved Fjellerup og Bønnerup sendte fisk helt til Nordtyskland.

Landmænd modtog foderstoffer og gødning, mens dyr blev sendt til slagteriet. Fra engene nær Glæsborg station blev der hentet mergel til landmænd. Fra Gjerrild Nordstrand blev der under Besættelsen afsendt enorme mængder ral og grus til støbning af tyske forsvarsværker i Vestjylland og flypladser ved Karup og Tirstrup. 
Efter Besættelsen voksede konkurrencen fra landevejstrafikken. Banen ønskede ikke at anskaffe skinnebusser, men moderniserede i stedet ældre motorvogne og personvogne. 
Banens økonomi gjorde det dog umuligt at fortsætte driften. Det sidste tog kørte i juni 1956. 
Bogen er en grundig beskrivelse af banens historie, hvor samspillet mellem bane og egn dokumenteres. 
I et særskilt afsnit beskrives lokomotiver, motorvogne og vognmateriel med fotos og tegninger.