Indkøbskurv

0 vare(r) - 0,00 DKK
Din indkøbskurv er tom!

Aktiviteter

imgheader

Drømmenes Kupé - poetisk udstilling

18. marts 2017 - 29. marts 2020

Man siger, at rejser forandrer mennesker, og at man ikke er den samme, når man kommer tilbage. Siden 1972 har Interrail for mange været billetten til flere ugers eventyr, oplevelser og en berusende følelse af frihed. For mange vil Interrail fremkalde minder om overfyldte tog, stinkende toiletter og ventetid rundt på europæiske banegårde. Andre vil tænke på ouzo, sommerflirt, fest døgnet rundt og mødet med eksotiske steder langt fra Danmark.

Med særudstillingen Drømmenes Kupé fortæller Danmarks Jernbanemuseum historien om danskernes togrejser sydpå og til fremmede destinationer. Drømmenes Kupé følger to kontraster i togrejsens historie. De unges kaotiske Interrail-rejser i 1970-90’erne, der ofte har mindet om opdagelsesrejser, sættes over for de velhavendes rejser med de blå Wagons-Lits-vogne, også kaldet luksushoteller på skinner, der foregik ad kendte veje til farverige destinationer først i 1900-tallet. Med togets introduktion i midten af 1800-tallet forandredes måden at rejse på. Omkring år 1900 var jernbanen udbredt til så mange lande og verdensdele, at toget kunne bringe de rejsende langt væk fra Danmark.

DK web forside lille 

Drømmenes Kupé er en poetisk udstilling, hvor der er fokus på drømme og minder frem for teknik og køreplaner. Vi arbejder med lys, lyd og lugte frem for plancher og masser af fakta. Udstillingen er mørklagt og lysstyret, så det giver en fornemmelse af daggry. Der er lyde og lugte i udstillingen, der underbygger fortællingen, og som i museets øvrige udstillinger er der adgang til vognene. Og her – i det autentiske miljø – vækkes drømmene til live. Her møder vi de drømme, tidligere rejsende har haft, og her kan udstillingens gæster selv drømme sig ud i verden.

Hvilken rejseform vil du vælge?

Vi genskaber et rejsebureau og Gare du Nord ved aftenstid. En ægte Interrail-vogn og en stemningsfuld Wagons-Lits-sovevogn udgør udstillingens centrale elementer. Som det første i udstillingen møder alle gæster et rejsebureau. Her skal de vælge rejseform: Vil de med den luksuøse Wagons-Lits vogn til en planlagt destination eller skal de med den slidte Interrail-vogn ud i det blå? Gæsterne træffer et valg, får en billet og stiger nu ombord i den ønskede vogn. I kupéerne formidler vi de rejsendes drømme, oplevelser og minder. Endestationen er Paris, hvor gæsten, uanset rejseform, ankommer til Gare du Nord under stjernehimlen, klar til nye oplevelser.

 

Toves scrapbog DKTove Eriksen DK

Toves scrapbog på museum

Ingen udstilling uden genstande. Men hvad gør man, når man mangler væsentlige genstande, der passer til den udstilling, man gerne vil skabe? I marts 2016 efterlyste Danmarks Jernbanemuseum genstande og rejseminder fra danskere, som havde været på Interrail. De skulle indgå i den kommende udstilling Drømmenes Kupé. Flere aviser og magasiner bragte efterlysningen. Museet fik mere end 50 henvendelser fra folk i hele Danmark. De havde rygsække, scrapbøger, telte, Interrail-kort og andre genstande, som nu indgår i Drømmenes Kupé. Men lige så vigtigt så havde de også rejseminder og interessante fortællinger.

En af dem, som henvendte sig, var Tove Eriksen i Aalborg. Tove var på sin første Interrail-tur i sommeren 1978. Hun var 19 år gammel og rejste med kæresten og et andet par. For Tove var det første tur, hvor hun skulle længere væk end Tyskland, og hendes forældre var lidt nervøse ved at sende hende af sted ud i det blå. Interrail-kortet var lig frihed og nøglen til eventyr og oplevelser. Tove havde en drøm om at se oldtidsminder i Rom og Athen – og dem fik hun set. Da Tove kom hjem, lavede hun en fin scrapbog , hvor dagsbogsnoter med rejseoplevelser er krydret med billetter, visitkort og postkort fra de steder, som de besøgte på Interrail-turen. Nu knap 40 år efter kommer scrapbogen på museum og indgår som en vigtig genstand i udstillingen Drømmenes Kupé.

Drømmenes Kupé åbnede den 18. marts 2017 og er et blivende tilbud til museets gæster de næste år. Museet har åbent alle dage kl. 10-16.

Kathrine Berthelsen DK Remi Carsten Lindby DK

Kathrine Berthelsen, 1974                                                      Remi Carsten Lindby, 1987

Fakta om udstillingen

Drømmenes Kupé er udarbejdet af en projektgruppe på museet bestående af formidlingschef Anna Back Larsen, museumsinspektør Sissel Vennike Christensen, museumsinspektør Gitte Lundager, forsknings- og samlingschef René Schrøder Christensen og daværende museumsdirektør Henrik Harnow.
Udstillingen er skabt i samarbejde med Kvorning design & kommunikation.
Udstillingen befinder sig på et 400 m² stort område i spor 5-6.
Wagons-Lits-sovevognen er restaureret med støtte fra A.P. Møller Fonden.

 

DK Spillekort web

Få Drømmenes Kupé med hjem

I museets butik finder du forskellige varer, som alle relaterer til Drømmenes Kupé. Museets butik har åben alle dage kl. 10-16. Varerne kan også købes via museets netbutik.

Udstillingskatalog, 96 sider 49 kr.
Plakat, 50 x 70 cm 100 kr.
Postkort, A-5 20 kr.
Spillekort 55 kr.
Spejl i rejseformat 39 kr.
Magnet 35 kr.
Dame eller herre t-shirt 179 kr.

Interrail-billetter med rabat

Tag på Interrail og oplev op til 30 lande til én fast pris. Slå til inden den 26. december 2017 og spar 15% på alle Global Pass og udvalgte One Country Pass.

Oplagt udflugtsmål for større og mindre grupper

Der er nok til et par timers fascination blandt de ikoniske lokomotiver og vogne, ligesom Drømmenes Kupé er værd at besøge. Der er også mulighed for rundvisninger. Læs mere i vores folder.